døgnet rundt

18.21
rap i replikken det starter i øjenæblerne
bevæger sig mellem inderlår videre ind
i kroppen

den dunker

det er det værd når du falder ned over
min krop den eksisterer ikke i dette univers
ingen kvinde ingen mand ingen kønsåbenbaring

forandrer det

der skete da det var mig der faldt over bord
ned i dybet der bølger der dræber
de stjæler ånde og sjæl

stjålet ihjel

vand kan druknes når det påføres hud og hånd
midt i kistebunden kan det ses
denne sammenblanding af

olie og
vand


18.32
jeg håber på at du kommer igen i morgen
leger med mine følelser når du burde sove
på banegården mellem aviser
duer

og

de samvittighedskvaler jeg påfører dig
med sikker hånd munden lige i tungen
i ret linje
fremad

og

armen i spænd efter ødelagte timer
kom du tilbage med tårer i øjnene
overfuset af mor og far
elevatoren slår ind på vores

etage

et to klik siger det mellem de skrig der
breder sig mellem skulderblade
ind i kroppen sniger de sig afsted
mod hjertet

og

en begravelse

18.38
jeg skrev til dig med en undskyldning
du påførte din egen intime duft
på brevet du sendte tilbage til min
gamle adresse, i det hus vi rev ned med
vin i munden, vin i maven, vin i kroppen
jeg fik det aldrig før du selv gav mig det
i mine hænder midt i parken vi ødelagde
med tæpper, smøger og de ting vi ikke turde
sige mellem fire vægge

jeg ringede til dig for at sige
”jeg elsker dig”
men du tog ikke telefonen, men hørte
beskeden der rullede over mine læber
som en anden natur der slog sig ind
mod åbne strande og bækkenbunde
væmmeligt sagt skrev du til mig
og jeg græd ned i papiret og sendte
det til dig med stykker af mit hår
limet til bunden, dine fingre ville
røre ved min hud endnu en gang

jeg stod uden for dit vindue og så dig
made en anden, der med spredte læber
kærtegnede dine fingre, men aldrig din mund
jeg gik derfra lettere end før, jeg havde altid
kysset dig før jeg havde lagt mine hænder
på din krop, aldrig den anden vej

jeg hørte ikke efter da du sagde nej
og forsvind eller da du kastede mit
tøj ud af vinduet, jeg så ingenting
du havde overdøvet mine sanser
med tanker om dig

18.41
jeg turde ikke ringe til hende
men telefonen den kaldte
”hvad er dit problem?”
jeg sagtede bagud, så de andre gå fra mig
”jeg er i problemer”
jeg falder tilbage i regnen
jeg skylder ingen ingenting
”hvilke problemer?”
jeg søgte med fingrene mod tråden
den dansede mellem led og hud
”jeg er død indeni”
et suk og jeg var parat til at tage
hjemad igen
”læg dig og sov, du er i live, se på dig
selv i spejlet, blink, se”
jeg lagde på og kiggede ikke ud af vinduet

18.45
har jeg mistet min magi eller har jeg bare aldrig haft den?

18.46
gIVER dET mENING
aT kASTE mED hJERTER
nÅR dE sAMLES oP aF dE fORKERTE pERSONER
dER sPARKER oG sLÅR tIL
hULRUM oG iNDRE kERNE?